lørdag den 9. november 2013

Kiksekage

Da jeg fandt ud af at min kæreste er vild med kiksekage, måtte jeg jo lave sådan en til ham. Jeg har aldrig lavet kiksekage før, og har kun nogle svage (lidt lettere vamle) minder fra min barndom om kiksekage. Men prøves, det skulle den, og jeg fandt hurtigt ud af at der er flere måder at lave den på. Enten bruger man palmin og kakaopulver, eller også bruger man (som jeg valgte at gøre) rigtig smør og chokolade med et højt kakaoindhold.

Opskrift:
200 g smør
300 g mørk chokolade
100 g chokolade med appelsinsmag
70 g flormelis
3 pasteuriserede æggeblommer
20 firkantede vaniljekiks (evt. Bisca - 1 pk. er nok).

Start med at lægge noget bagepapir i en form
  
- smelt smørret i en lille gryde, og tag gryden af varmen
- del chokoladen i mindre stykker, og kom dem i smørret - rør rundt til chokoladen er smeltet
- rør æggeblommer og flormelis i den lune chokoladeblanding


- hæld et tyndt lag af chokoladeblandingen i formen
- herefter lægges et lag af kiks (5 stk.)


- skiftevis chokoladeblanding + kiks (i alt fire lag kiks)
- slut af med et lag chokolade


Tildæk kiksekagen med husholdningsfilm, og stil den på køl til næste dag.

Den færdige kiksekage

Mums!
Det skal afslutningsvis nævnes, at man ikke behøver at bruge chokolade med appelsinsmag, men det giver en ufattelig god smag og passer rigtig godt til denne kage, og gør at den bliver lidt mere frisk, og knapt så vammel.

Kagen behøver, i denne version, ikke at komme i fryseren. Så bliver den meget hård, og skal tø op i mindst 30 min. inden servering. Jeg vil mene at køleskabet er godt nok, men kan man ikke spise kagen indenfor rimelig tid, er den velegnet til frysning.